Forventninger
Det er meget vigtigt at forstå, hvad høreapparater kan og ikke kan udrette. Høreapparater kan kompensere for hørenedsættelsen over hele frekvensområdet. Det gør de ved at gøre svage lyde kraftigere og middelkraftige lyde komfortable og ved at sikre, at de kraftigste lyde ikke er for kraftige. Høreapparater kan ikke gøre hørelsen normal. De kan kun gøre lyde kraftige nok til, at hjernen kan bruge dem.
Hjælp til bedre tale
I de kommende dage og måneder vil din familie skulle træffe beslutninger om, hvordan I skal hjælpe barnet til at udtrykke sine behov og kommunikere med omverdenen. Det er vigtigt, at I lærer en masse metoder, I kan bruge til at kommunikere med jeres barn. Aktørerne i den tidlige intervention og talepædagoger kan hjælpe jer i denne proces. De kan hjælpe jer med at lære, hvordan I skal lære jeres barn at kommunikere på den måde, der fungerer bedst for jeres familie.
Opmuntring til barnet
Meget små børn sover meget, og de skal ikke bære høreapparater, mens de sover. Men efterhånden som barnet bliver ældre, så er det også mere vågent, og her er brugen af høreapparater afgørende. Den første reaktion vil forståeligt nok være overraskelse efterfulgt af forsøg på at fjerne høreapparaterne, men hvis høreapparaterne er tilpasset korrekt med den rigtige lydstyrke, så vil de fleste spædbørn lade dem være.
Bliv fortrolig med høreapparaterne
Hver dag mødes barnet af en ny kombination af lyde og stemmer. Derhjemme gør høreapparaterne det muligt for barnet at høre alt, hvad der foregår i det relativt stille miljø. Når du er sammen med barnet under disse forhold, er det vigtigt, at distraherende baggrundsstøj reduceres mest muligt. Sluk for eksempel for TV og radio, og stå eller sid tæt på barnet, når du taler.