Petra og Anders
98.878km med Phonak i ørerne
Petra og Anders"Vi elsker eventyret, og kan slet ikke forestille os hvordan vi skal kunne vende tilbage til et almindeligt hvardagsliv"
2 år og 8 måneder. 37 lande. Med Phonak i ørerne.
….sagde jobbet op, solgte huset, købte to motorcykler og forfulgte en drøm.
Det var den 25. januar, 2013 – på en pub i den engelske by, Macclesfield, at ægteparret Petra og Anders Stridfeldt foldede verdenskortet ud på bordet, drak en skål og lovede hinanden et eventyr.
Det, der først skulle være en 6 måneders pause fra hverdagens trummerum, er i skrivende stund blevet til tre år og nær 40 lande. Og de er ikke i nærheden af, at lade sig lokke tilbage til hus og fast arbejde.
Petra og Anders, der begge er fra Sverige –havde boet en årrække i England, sammen med deres tre sønner. En lille interesse for motorcykler havde de fået, nogle år inden tankerne om en rigtig eventyrrejse overhovedet kom på bordet.
Nu, efter små 100.000 kilometer på grus, i mudder, tropisk regn og i snevejr i 5.000 meters højde i Himalaya-bjergene, føler de to sig hjemme, ude i det ukendte, på hver sin tungt lastede BMW-maskine, uden at vide hvad der venter efter næste sving.
Vi lytter da bestemt til hvad de lokale fortæller os, og de råd de giver, siger Petra. Men hvis de fortæller om et sted, og siger “derhen synes vi ikke I skal køre” – så kører jeg da aller helst der hen, ler hun. Husbonden, Anders, nikker bekræftende.
De supplerer hinanden så smukt, de to – og rigtige kærester er de, selv efter mere end 1000 døgn i telt og med alle deres ejendele fordelt på 6 motorcykel panniers og et par duffel bags.
Der opstår et og andet skænderi, men det er heldigvis ikke så tit, siger Anders. Og det kommer an på stressniveauet.
Turen igennem Mongoliet var en hård start. Uden rigtige veje og med erfaring kun fra turens første etape, igennem Rusland og Ukraine, blev den store Mongolske tundra en hård prøve, både mentalt og fysisk. De to livnærede sig på en sidste pose jordnødder og frøs sig igennem de kolde nætter. Venlige sjæle i en passerende lastebil, sørgede for benzin nok, til at de to kunne redde motorcyklerne frem til civilisation.
De to har også haft nogle heftige oplevelser undervejs, men ikke rigtig noget, der inkluderer konflikt med andre mennesker. Åbenhed, ydmyghed og respekt for andre, er egenskaber der ligger naturligt for Stridfeldt-familien. Og mon ikke det er nøglen til den store gæstfrihed og venlighed, de to møder på sin vej?
Højdesyge i Himalaya, og dage med voldsom søsyge om bord på det lille sejlskib, der sejlede de to og deres motorcykler fra Panama til Columbia, er blevet til bagateller, set i bagspejlet.
Anders´ublide møde med en militær lastbil, på den snoede bjergvej ned fra Ladakh i Kashmir, kom han heldigvis fra, uden skade på sig selv. Motorcyklen blev repareret med reservedele sendt fra producenten. Rigtig dramatik fik de først, da Petra segnede om i Nicaragua, i april 2015. Følgerne af en genstridig virus og dehydrering. Det lokale hospital gav antibiotika og intravenøs væske. Fire dage efter, klatrede Petra igen op på motorcyklen, med kurs for Costa Rica. Anders kunne ikke holde hende i ro længere.
Budgettet er magert, og rækker ikke rigtig til nogen form for luksus undervejs.
Vores luksus er af en helt anden slags, siger Petra. Vi møder mennesker fra hele verden. Venlige mennesker, der giver af sig selv, af sin tid og af hvad de har. Om det er meget eller meget lidt.
Lige nu befinder Petra og Anders sig i bjergene i det nordlige Chile. Her fra går turen videre sydover, ned igennem Chile og videre til Argentina.
Hvor længe bliver de ved , og hvad gør de når de har parkeret de tohjulede?
Vi elsker eventyret, og kan slet ikke forestille os hvordan vi skal kunne vende tilbage til et almindelig hverdagsliv. Hvad skal vi lave? Hvor skal vi bo? Og skal vi i det hele taget.... det kan vi ikke rigtig tage stilling til endnu, svarer de i kor.
Hvis du vil følge Petra og Anders, har de en Facebook-side og en rejseblog hvor du kan læse meget mere om eventyret.
www.facebook.com/TwoBikersOneWorld
Tekst: Morten Bibow