Michelle Alkærsig

13 år før høreapparatet sad på øret

Michelle Alkærsig

"Jeg havde det selv ok med høretabet, indtil jeg hørte de andres reaktioner. Mine forældre havde været inde og fortælle om mit høreapparat i klassen, og alligevel blev drillerierne en daglig plage."

  • 13 år før høreapparatet sad på øret

    Michelle Nielsen fik høreapparat i 1. klasse, men drillerier betød, at hun lagde høreapparatet tilbage i æsken. Og der blev det. Først da hun blev mor, kom hun på andre tanker.

    Af Mette Bau

    Det var først da Michelle Nielsen blev mor, at omkostningerne ved ikke at bruge et høreapparat blev så store og betydningsfulde, at hun accepterede at have høreapparatet siddende på øret. Hele tiden. Og det er hun lykkelig for i dag.
    Indtil beslutningen havde hun klaret sig i over 13 år med strategier som at vende det gode øre til og sætte sig på den rigtige side af folk. Også selvom det ofte var svært at følge med i skolen.

    Høreapparat gav drillerier

    Frygten for at gå med høreapparat blev grundlagt helt tilbage i 1. klasse, hvor Michelle var en glad pige. Hun følte sig som en del af fællesskabet, men da hun fik høreapparat på det ene øre, blev fællesskabsfølelsen til ensomhed. Michelle blev drillet.
    ”Jeg følte mig forkert. Jeg kom i skole med høreapparatet på, og så vendte klassekammeraterne ryggen til mig. De kaldte mig handicappet og alle mulige andre ting, som jeg slet ikke havde tænkt på selv. Og det bredte sig hurtigt til hele skolen. Jeg blev hende der med høreapparatet. Hende der var anderledes,” fortæller Michelle, der i dag er 23 år, studerer til socialrådgiver og bor med sin mand og deres to børn på 1 og 3 år i Nyborg.  Hun fik konstateret et kraftigt høretab på det ene øre i 1. klasse.

    Tilbage i æsken

    ”Jeg havde det selv ok med høretabet, indtil jeg hørte de andres reaktioner. Mine forældre havde været inde og fortælle om mit høreapparat i klassen, og alligevel blev drillerierne en daglig plage.”
    Michelle var ked af det og følte sig holdt udenfor. Pludselig ville ingen være i gruppe med hende, og hun blev udelukket fra legene i frikvarterene. Hun var derfor kun 7 år gammel, da hun lagde høreapparatet tilbage i æsken og nægtede at gå med det. Hun ville være ligesom sine kammerater. Og hverken forældre, lærere eller høreklinikken pressede på for at Michelle skulle ændre mening.

    Havde prøvet en gang før

    ”Da jeg skiftede skole i 9. klasse, kunne jeg godt mærke, at jeg gik glip af meget fagligt. Det var svært at følge med i alle timerne, og jeg kunne aldrig lokalisere, hvor lydene kom fra. Derfor besluttede jeg at prøve et høreapparat igen,” fortæller Michelle.
    ”Jeg var selvfølgelig nervøs for, om mine klassekammerater ville opdage det. Men jeg havde langt hår og sagde det ikke til nogen.”
    Og selvom hun hørte langt bedre, var der også gener forbundet med den nye lyd.
    ”Jeg fik så meget lyd ind, og det lød anderledes end jeg var vant til. Jeg døjede med hovedpine og ondt i øregangen på grund af proppen.”
    Få måneder efter betød de fysiske gener, at høreapparatet røg af igen.

    Kunne ikke høre barnegråd

    ”Jeg begyndte først at gå fast med mit høreapparat, da jeg blev mor. Pludselig gik det op for mig, at jeg ikke kunne høre mit barn græde, når jeg lå på det gode øre. Jeg hørte ikke al hans pludren, og min kæreste begyndte faktisk at være irriteret over, at jeg kun hørte halvdelen af alt hvad der foregik,” fortæller Michelle.
    Det var først, da hun forstod, at hun gik glip af noget meget vigtigt, nemlig kontakten med sine nærmeste og sit barn, at hun besluttede sig for at høreapparatet skulle være en fast del af hendes liv.
    ”Mit høretab havde ikke ændret sig i alle de år. Men for første gang gav det bare så meget mening at have det på. Også selvom jeg skulle vænne mig til det,” fortæller Michelle.

    Hvad er jeg gået glip af?

    I dag tænker hun ikke over, at hun er høreapparatsbruger. Heller ikke når andre bemærker det.
    ”Det er lige meget i dag. Jeg kan mærke, hvor meget det hjælper mig. Og jeg oplever også  større nysgerrighed og en positiv interesse i dag. Måske var høreapparater mere tabuiserede dengang, jeg var barn.”
    Om hun fortryder noget?
    ”Ja altså, jeg kan jo ikke lade være med at tænke på, hvor meget nemmere, det havde været at gå i skole, hvis jeg havde beholdt det på. Jeg har haft rigtig svært ved at lære fremmedsprog og er ikke god til det i dag. Det kan godt ærgre mig, at jeg aldrig fik forståelsen for, hvad det betød, at jeg lagde høreapparatet væk som barn.”
    Derfor er Michelles bedste råd, at folk indenfor området skal være opmærksomme på børns viden, erkendelse og accept af høretabet.
    ”Det er virkelig vigtigt, at man som barn forstår, hvorfor man går med det høreapparat og hvad konsekvensen er, hvis man tager det af. De tanker får man ikke selv, når man er barn. Der vil man bare gerne være som de andre og have gode venner.”

    Det har Michelle lært

    ”Det må ikke være et tabu at have et handicap. Det er et vilkår, og noget et barn skal lære at erkende og acceptere. Det kommer ikke nødvendigvis af sig selv. Jeg ville være meget opmærksom på at hjælpe mine børn med at acceptere et høretab. Og de ville ikke få lov til selv at vælge et høreapparat fra, da det er mit ansvar som mor at vurdere, hvad der er bedst for dem. Men selvfølgelig skulle de inddrages i processen. Jeg ville sætte mig ind i, hvad der var bedst for dem, og hjælpe dem med at indse det.”

    Det har Michelle lært
    ”Det må ikke være et tabu at have et handicap. Det er et vilkår, og noget et barn skal lære at erkende og acceptere. Det kommer ikke nødvendigvis af sig selv. Jeg ville være meget opmærksom på at hjælpe mine børn med at acceptere et høretab. Og de ville ikke få lov til selv at vælge et høreapparat fra, da det er mit ansvar som mor at vurdere, hvad der er bedst for dem. Men selvfølgelig skulle de inddrages i processen. Jeg ville sætte mig ind i, hvad der var bedst for dem, og hjælpe dem med at indse det.”