Årsager til en hørenedsættelse


Årsager i det ydre øre

De problemer, der typisk opstår i det ydre øre, er bl.a. propper af ørevoks og betændelse i øregangen. Det er normalt meget let at afhjælpe disse problemer. Men det er vigtigt at sætte ind hurtigt for at undgå høreskader.

Årsager i mellemøret

Betændelse, væskeansamling bag trommehinden, perforering af trommehinden og otosklerose (knoglerne i mellemøret bliver stive) er de mest almindelige årsager, som forstyrrer mellemørets funktion. De fleste problemer i det ydre øre og mellemøret kan afhjælpes med medicin eller en operation. Hvis det ikke er muligt at behandle problemet, kan en permanent hørenedsættelse i de fleste tilfælde afhjælpes med et høreapparat.

Årsager i det indre øre

De fleste høreproblemer opstår i det indre øre. Den mest almindelige årsag er den naturlige ældningsproces. Men kraftig støj, visse typer medicin eller kraniebrud kan også medvirke til at nedsætte en persons høreevne. Disse påvirkninger beskadiger de fine hårceller og forringer overførslen af signaler til hørenerverne. Normalt kan hørenedsættelse i det indre øre ikke behandles med medicin. Men denne type hørenedsættelse kan i de fleste tilfælde afhjælpes med høreapparater.

 

 

 

Hørenedsættelse, der skyldes et problem i det ydre øre eller mellemøret, kaldes konduktiv hørenedsættelse. Hvis årsagen er skader i det indre øre, kaldes det perceptiv hørenedsættelse. Hvis begge typer forekommer sammen, kaldes det blandet hørenedsættelse.